Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.

Altan.dk

Mennesket er lige så vigtigt som faget. Det er holdningen hos Altan.dk. Medarbejdernes trivsel er et højt prioriteret fokusområde for virksomheden, der også giver mennesker en chance, som ellers har svært ved at komme i arbejde.

Altan.dk opsætter altaner på eksisterende ejendomme. Firmaet beskæftiger 40 altanmontører og 23 funktionærer. Virksomheden etablerer ca. 2000 altaner årligt. For Altan.dk er social ansvarlighed en helt naturlig del af dagligdagen og måden at drive forretningen på. Virksomhedens mission hedder: ”Vi øger vores kunders livskvalitet gennem nyetablering eller udskiftning af altaner – og vi gør det med et smil”. Det er dog ikke kun kundernes livskvalitet, som Altan.dk tilstræber at forbedre. Firmaet har også fokus på at sikre glade medarbejdere, glade idrætsudøvere og glade mennesker i den tredje verden.

Fokus på medarbejderes trivsel

Altan.dk gør meget for at sikre en høj trivsel blandt medarbejderne. Det resulterer i et lavt sygefraværet på kun 2,5 % . For at fastholde medarbejderne og forebygge sygdomme kan de ansatte fx dyrke motion i arbejdstiden, komme på rygestopkursus eller få lavet individuelle kostplaner. For Altan.dk er mennesket lige så vigtigt som faget. Holdningen er, at alle der har lyst kan få lov til at gå på arbejde. Fx fik en af virksomhedens altanmontører konstateret en livstruende sygdom, men han ønskede stadig at gå på arbejde. Virksomheden fik derfor installeret lifte og elevatorer på arbejdspladsen, så han kunne være på jobbet igennem hele sygdomsforløbet frem til dagen før han døde.

Plads til alle, der kan og vil arbejde

Hos Altan.dk er der også plads til medarbejdere, der ikke umiddelbart har direkte adgang til arbejdsmarkedet. Virksomheden har fx haft medarbejdere i flexjob, der lider af sclerose, har manglet én arm eller som har haft en ADHD diagnose. Derudover støtter firmaet også velgørende formål i ind- og udland. Som en anerkendelse af Altan.dk’s arbejde, fik virksomheden i 2011 tildelt CSR People Prize. Dommerkomitéens motivation var, at Altan.dk arbejder bredt med social ansvarlighed, gør en stor indsats for virksomhedens ansatte og tager et imponerende ansvar for medarbejdere med svære problemstillinger.

CSR i Nicaragua

Altan.dk har lanceret et CSR-projekt i form af en iværksætterskole i Nicaragua og vil hjælpe lokale ildsjæle til at blive selvstændige. Projektet er dokumenteret via en podcast som kan høres på hjemmesiden www.altan.dk/nicaragua