Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.

CSR er en forpligtelse for fremtiden

Udgangspunktet for den østjyske modevirksomhed LauRie i Risskov ved Aarhus er fokus på klassisk og tidløst design, der holder kvaliteten i mange år. LauRie har de seneste år arbejdet aktivt for at optimere sine forretningsgange og gøre dem mere bæredygtige. Det har vist sig at være en spændende, men også ressourcekrævende, rejse for den lille modevirksomhed.

Fra certificeringer til en integreret tilgang LauRies arbejde med CSR har indtil nu især haft fokus på bæredygtige produkter og tekstiler. Virksomheden har haft som pejlemærke og ambition, at mindst 50 procent af deres produktmaterialer skal være certificerede efter sundhedsmærkningen OEKO-TEX.

Men i dag er denne ambition for længst nået, da LauRie har opnået en certificering af rundt regnet 90 procent af de metervarer, der bruges i virksomhedens kollektioner. Modevirksomheden har derfor sat sig nye sundheds og bæredygtighedsmålsætninger, blandt andet at produkternes knapper, lynlåse, tekstillapper og sytråde også skal være af mere bæredygtige materialer. Indtil videre er LauRies patenterede jeans-model Magic Slim blevet produceret i 100 procent OEKOTEX-certificerede materialer, og målet er, at alle virksomhedens kollektioner i fremtiden også skal kunne leve op til den høje standard.

CSR skal "oversættes" til daglige aktiviteter

I et forsøg på at gøre CSR mere håndgribeligt for medarbejderne har LauRie bl.a. lavet et ’moodboard’ – et visuelt værktøj der illustrerer de forskellige bæredygtige komponenter i Magic Slim-jeansene. Håbet er, at medarbejderne løbende kan bruge ’moodboardet’ i deres arbejde, både i forhold til udarbejdelse af design, valg af materialer og i den daglige kontakt med kunderne.

Vi har fundet ud af, at det tager tid at forklare CSR-begrebet for vores medarbejdere. Det er jo en kompleks størrelse. Derfor har det været vigtigt for os, at CSR-indsatsen bliver kommunikeret på en letforståelig måde, så den kan forankres internt i alle virksomhedens led. Mood boardet hjælper os til at gøre det, og visionen er, at alle vores medarbejdere engagerer sig og tager ejerskab for CSR-aktiviteterne”, siger Lena Trend Hansen, direktør i LauRie.

For at medarbejderne tager ejerskab for CSR-indsatsen, er det vigtigt at tænke virksomhedens kommunikation igennem og finde frem til nogle
nærværende og relevante budskaber, der kan kommunikeres både internt og eksternt. Om det siger Lena Trend Hansen:

CSR-arbejdet skulle gerne være værdiskabende for vores virksomhed, og derfor er det vigtigt for os, at CSR integreres i forretningen, men også kommunikeres aktivt. For os er CSR ikke blot et imagemæssigt add-on for at skabe profit på den korte bane. Det er en helt naturlig forpligtelse for fremtiden.