Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.

CSR i små og mellemstore virksomheder: Fra princip til praksis

Erhvervsstyrelsen har finansieret pilotprojektet ” CSR i små og mellemstore virksomheder: Fra princip til praksis”.

Projektet er en del af regeringens handlingsplan for virksomheders samfundsansvar ”Ansvarlig vækst”.

I projektet arbejdede 12 danske SMV’er med CSR i dybden igennem hele 2014. De 12 virksomheder kan alle placeres i kategorien små- og mellemstore virksomheder. Formålet var at styrke SMV’ernes indsats i forhold til samfundsansvar, så arbejdet både styrker virksomhedens vækst, konkurrenceevne og er til gavn for samfundet.

Virksomhederne gennemgik et intensivt rådgivningsforløb med det mål at klæde deltagerne godt på til at integrere CSR i deres forretning og gøre dem i stand til at arbejde videre med CSR på egen hånd efter projektet afsluttes.

Bred gruppe af SMV’er

Puljen af virksomheder er bred og dækker de seks virksomheder Green Team Group (dyrker og sælger juletræer), Fiberline (producerer kompositprodukter), LaserTryk (trykkeri), FC. Midtjylland (sportsklub), Qubiqa (intern logistik, automatisering, og lagerløsninger) og DGE (Miljø- og Ingeniørfirma), samt mode og tekstilvirksomhederne Ganni (tøj til kvinder), Mads Nørgaard (tøj til mænd og kvinder), Barbara I Gongini (high-end tøj til mænd og kvinder), LauRie (tøj til kvinder), Danefæ (tøj til kvinder og børn) og POMPdeLUX (børnetøj).

Virksomhederne i projektet blev ledt igennem et struktureret forløb, der bygger på et velgennemtestet koncept som konsulenter har arbejdet med igennem længere tid. Konceptet sikrer en forretningsdrevet vinkel på CSR arbejdet og tager hensyn til virksomhedens udfordringer, modenhed og kapacitet. Forløbet styres gennem en fast systematik og løbende møder, der driver processen fremad. Der er lagt vægt på at processen skal være værdiskabende, motiverende og engagerende for virksomheden således at der sikres fastholdelse hele vejen igennem projektet.

Erfaringer fra projektet

På baggrund af pilotprojektet med de 12 SMV’er udarbejdes en model for effektmåling, der illustrerer de langsigtede resultater af det strategiske arbejde med CSR. Pilotprojektet skal derved bidrage til, at opstille konkrete effektmål for et større projekt. Desuden udarbejdes cases, der kan bruges til at kommunikere resultaterne af projektet til inspiration for andre virksomheder.

Projektet blev udført af Deloitte for Erhvervsstyrelsen.

Læs mere om projektet og de deltagende virksomheder.