Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
11.06.2018

Gode erfaringer fra store virksomheder skal styrke arbejdet med samfundsansvar

En ny analyse skal gøre det lettere for virksomheder at arbejde med deres samfundsansvar, blandt andet via gode eksempler fra en række af landets største virksomheder.

Den nye analyse omfatter 24 af de største danske virksomheders overholdelse af reglerne om rapportering af samfundsansvar. Analysen gennemgår samfundsansvarsrapporterne fra de 24 virksomheder og viser, at der er stor forskel på, hvordan virksomhederne arbejder med deres samfundsansvar. Flere virksomheder har inddraget FN’s verdensmål i deres rapporteringer og analysen viser, at CSR (Corporate Social Responsibility) i høj grad er forankret i forretningsmodellerne og langsigtede strategi.

En lang række virksomheder er for regnskabsåret, der starter 1. januar 2018, blevet omfattet af de nye regler om samfundsansvarsrapportering i årsregnskabslovens § 99 a. De samme regler har de største børsnoterede selskaber, herunder de udvalgte 24 virksomheder i rapporten, været omfattet af fra regnskabsåret, der startede 1. januar 2016.

I analysen er der udledt fem best practice cases, hvor compliance sættes i et praktisk perspektiv, og de udvalgte virksomheder har bidraget med deres gode råd. Analysen bidrager med adskillige eksempler på, hvordan principperne for samfundsansvar bliver behandlet i danske virksomheder på tværs af brancher.

Analysen skal bidrage med viden og inspiration og derved fremme god samfundsansvarsrapportering blandt både store og små danske virksomheder, til gavn for alle virksomhedernes interessenter og samfundet som helhed.

Analysen er udarbejdet af Carve Consulting for Erhvervsstyrelsen.