Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.

HighChem East Africa Ltd. & BASF A/S

Stærk kunderelation og langsigtet indsats skaber høje CSR-standarder.

HighChem East Africa producerer ingredienser til fødevareindustrien, vacciner og agrokemi til landbrugssektoren. Virksomheden blev etableret i 1999 og har 200 ansatte. Den verdensomspændende kemikaliekoncern, BASF, leverer produkter til HighChem, og BASF Danmark har et tæt samarbejde med virksomheden inden for vitaminberigelse af fødevarer. Samarbejdet gennem SUSBIZ Kenya viser, at et tæt kundesamarbejde kan hæve CSR-standarder og øge den fælles forretning.

Det er essentielt for HighChem at sikre korrekt brug af sine produkter blandt de farmere, der udgør en vigtig del af virksomhedens marked. Som led i SUSBIZ Kenya har virksomheden derfor etableret et strategisk samarbejde med farmere og landbrugsorganisationer. I samarbejdet trænes farmerne i korrekt dosering af agrokemi og korrekt brug af beskyttelsesudstyr. Det har dels en gavnlig effekt på miljø og sundhed, men det har også givet HighChem en større markedsandel, da samarbejdet har øget tilliden og kendskabet til HighChems produkter.

Internt i HighChem har CSR fået højeste prioritet fra ledelsen. Virksomheden har hævet standarden for sundhed, sikkerhed og miljø på alle niveauer i virksomheden, fra lager og produktion til ansættelser og håndtering af medarbejdere, bl.a. med respekt for internationalt anerkendte menneskerettigheder. Det har betydet, at HighChem har opnået betydelige forbedringer indenfor både produktivitet, omsætning, arbejdsmiljø, medarbejdertilfredshed og miljøbeskyttelse.