Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.

Idéudvikling - få nye idéer

Det er vigtigt, at nye idéer ses i tæt sammenhæng med en markedsanalyse.

At få nye idéer er en prioriteringsøvelse, hvor det skal vurderes, hvilke idéer der kan lede frem til udviklingen af salgbare produkter. En prioriteringsøvelse er ikke en nem øvelse, fordi det handler om hurtigt at kunne se idéens markedspotentiale.

Det er sjældent nogen kunst at få mange idéer til produkter eller services. Det svære er at finde en rigtig god idé og forfine den, til den er klar til markedet. Hvis idéen har markedspotentiale, er det godt hurtigt at videreudvikle idéen frem mod et produkt, da markedsefterspørgslen hurtigt kan ændre sig.

Den gode idéudvikling

Når man udvikler ideer, er det vigtigt at:

Turde drømme

Idéer opstår ofte ud fra ambitioner om at løse problemer på nye og bedre måder. At få nye idéer handler om at turde tro på, at der findes enkle løsninger på komplicerede problemer. Idéudvikling handler lige så meget om indstilling som om konkrete aktiviteter. Om at fokusere på innovative idéer, som kan realiseres, i stedet for på begrænsninger. Udvikling af nye gode idéer kræver, at man ikke lader sig begrænse af de udfordringer, der viser sig undervejs.

Tage udgangspunkt i dagligdagen

Det er vigtigt at holde fast i, at idéudvikling kan foregå hvor som helst og når som helst. Gør idéudvikling til en fast del af det daglige arbejde ved konstant at have en ambition om, at jeres produkter og services skal være eksempelvis mere klimavenlige og have lavere omkostninger. Husk at opfordre kollegaer til at tænke højt, når de får en idé, så I sammen kan beslutte, om idéen er god eller ej.

Mødes på tværs

Nye gode idéer opstår tit, når du møder nogen, som du ellers ikke udveksler erfaringer med. Det kan være en, som du kender fra andre sammenhænge. Eller en, som arbejder med omtrent det samme som dig. Prøv at præsentere et problem over en kop kaffe, til en frokost eller i andre sammenhænge, hvor der er tid til refleksion. Tænk alternativt i at invitere andre personer end dem, som du plejer, med til møder, hvor der drøftes idéudvikling.