Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.

Ørsted A/S

Ørsted A/S anvender nøglepræstationsindikatorer til at måle resultaterne af virksomhedens strategi og handlinger. Årlige revurderinger af virksomhedens indikatorer sikrer en systematisk proces for efterlevelse af målsætninger og datakvalitet. 

Grøn målsætning er kerneforretning

Ørsted A/S, det tidligere DONG Energy, frasolgte i 2017 sine produktionsaktiviteter inden for olie og gas og satser i dag primært på at levere grøn energi. Ørsteds grønne målsætninger er kerneforretning: I 2025 har Ørsted A/S en ambition om, at deres installerede havvindkapacitet skal levere grøn strøm til 30 millioner mennesker, og sat et mål om helt at stoppe brugen af kul i 2023.

Ørsted A/S’ bæredygtighedsstrategi er på linje med FN’s verdensmål og UN Global Compacts 10 principper. Strategien er bygget op omkring 20 bæredygtighedsprogrammer, som er kategoriseret i overordnende emneområder. Med udgangspunkt i bæredygtighedsprogrammerne fremhæver Ørsted A/S de prioriteter, der er væsentligst for virksomheden. Den interne styring og rapportering er også systematiseret efter programformatet.

Indikatorer for bæredygtighed

Ørsted A/S opstiller en række ikke-finansielle indikatorer til bæredygtighedsprogrammerne. Målene forankres i den øverste ledelse og understøttes af nøglepræstationsindikatorer for strategisk at kunne styre udvikling og fremdrift af virksomhedens indsats for samfundsansvar.

”Det er lettere at tage fat på performance, når man ved, hvordan man performer,” udtaler Christine Sobieski, Senior Sustainability Advisor hos Ørsted A/S.

Ørsted A/S offentliggør i alt mere end 100 ikke-finansielle indikatorer. Disse fremgår af Sustainability Performance-rapporten, som udgør et supplement til bæredygtighedsrapporten. Blandt disse er de væsentligste nøgleindikatorer valgt til at sikre mål og resultatstyring på de enkelte bæredygtighedsprogrammer.

Gennemsigtighed for målopfyldelse 

De opnåede resultater i bæredygtighedsindsatsen vurderes ud fra indikatorer og konkrete målsætninger på de vigtigste indikatorer. Indikatorer uden mål rapporteres af hensyn til gennemsigtigheden over for investorer og andre interessenter. Under hvert bæredygtighedsprogram er der indikatorer, som ikke har konkrete mål, men hvor udviklingen og forventninger i stedet beskrives.

Ørsted A/S’ indikatorer og oplysning om resultater giver overblik over udviklingen for samfundsansvaret og transparens i forhold til såvel fremskridt som manglende målopfyldelse på bæredygtighedsprogrammerne. 

Systematisk genbesøg

Ørsted A/S foretager systematisk genbesøg af bæredygtighedsprogrammerne ved en årlig væsentlighedsvurdering. Der gennemføres som led heri interne workshops, hvor temaerne revurderes i forhold til strategi og interessenter, herunder investorer. Ørsted A/S’ sustainability-afdeling vurderer efterfølgende, om programmerne adresserer temaerne. Herefter inkluderes, opdateres eller udgår indikatorer, hvis de ikke længere findes væsentlige.

Processen følger et årshjul, hvor indføjelse af nye indikatorer og bestemmelse af tilhørende regnskabsprincipper typisk sker om foråret. Indikatorerne er derefter klar til rapporteringsbrug fra det følgende årsskifte. Dog kan enkelte nye indikatorer være så afgørende, at de introduceres hurtigere i rapporteringen, fx i kølvandet på en forretningsstrategisk proces. Denne fleksibilitet er vigtig for at sikre, at datasættet altid følger forretningens fokus.  

Ørsted A/S fremlægger regnskabsprincipper på alle deres indikatorer og anvender et centralt dataindsamlingssystem, som konsoliderer data fra hele virksomheden. Kontrolmekanismer sikrer både datakvalitet samt standardisering af rapporteringsprocessen. Markante udviklinger rapporteres ind til det centrale dataindsamlingssystem, således at der fra central hånd kan redegøres for disse i den årlige bæredygtighedsrapport. 

Balancen mellem for meget og for lidt

I forbindelse med rapporteringsprocessen har Ørsted A/S tilstræbt at finde balancen mellem for meget og for lidt information:

”Interessenter vil ofte fortælle, at jo mere information vi kan give, jo bedre, men man risikerer at drukne folk i information. Information mister værdien, hvis det ikke bliver forstået eller læst,” forklarer Christine Sobieski, Senior Sustainability Advisor hos Ørsted A/S.

Ørsted A/S var tidligere udfordret af, at for få reelt læste rapporten – det var en skufferapport. Det har Ørsted A/S gennem de senere år forsøgt at gøre op med ved at fokusere på et mere kommunikationsegnet produkt. Rapporten rummer både reel rapportering og historiefortælling. Det hjælper desuden forretningen til at se værdien af rapporteringen, og herved prioritere at levere bidrag til den.

Rapporten redegør i overensstemmelse med de formelle lovkrav for samfundsansvar og indebærer kvantitativ rapportering på alle områder – også de resultater, som ikke har haft de forventede fremskridt. Den kvantitative afrapportering suppleres af cases, som kvalitativt beskriver indsatsen for samfundsansvar og gør formidlingen vedkommende.

 

Tre gode råd fra Ørsted A/S

  • Sørg for, at der er klar sammenhæng mellem indikatorerne og forretningen.
  • Tag højde for interessenternes forventninger, herunder investorer.
  • Vær skarp i udvælgelsen af indikatorerne, så modtagerne ikke druknes i information.

Læs mere om Ørsted A/S’ CSR-indsats:

Bæredygtighedsrapport 2016 (se side 29-30)

Sustainability Performance-rapport 2016