Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.

Scandi Byg

Bæredygtighed og en høj grad af sikkerhed er centralt i den nordjyske virksomhed Scandi Bygs CSR-strategi. Ved hjælp af en yderst gennemtænkt samlebåndsproduktion af præfabrikerede byggemoduler minimeres udledningen af CO2 og risikoen for arbejdsulykker.

Scandi Byg A/S er Danmarks største og mest erfarne modulbyggevirksomhed, der gennem 30 år har specialiseret sig i præfabrikation af boliger, kontorbyggeri, skoler, daginstitutioner, laboratorier og senest plejeboliger i moduler. Produktionen foregår i samlebåndsproducerende monteringshaller ved Limfjorden i Løgstør. Virksomheden beskæftiger i dag ca. 230 medarbejdere med først præfabrikationen og siden monteringen på fundamenterne rundt om på byggepladser i Danmark og i udlandet.

Brug af træ mindsker CO2-udledning

Det er et kernepunkt i Scandi Bygs CSR-strategi at bidrage til bæredygtighed ved at nedbringe CO2-udledningen. Det opnår virksomheden ved at præfabrikere under kontrollerede forhold der bl.a. gør byggerierne ekstra tætte, og ved at producere let og med de bærende konstruktioner i træ. Begge tiltag optimeres konstant og virksomheden har netop fået videreuddannet og certificeret en af deres bygningskonstruktører som ”passivhusdesigner”.

Gennemprøvede arbejdsgange giver høj sikkerhed

Også arbejdsmiljøet er sikret de bedste vilkår i virksomhedens optimerede produktionskoncept. De mange gennemtænkte og gennemprøvede arbejdsgange er tilrettelagt, så risikoen for arbejdsulykker er minimeret. Scandi Byg har siden 2003 været certificeret efter den internationale standard for arbejdsmiljøledelse OHSAS 18001.

Få, men mærkbare donationer

Uden for virksomheden foretrækker Scandi Byg primært at støtte enkelte udvalgte organisationer. Det sker bl.a. gennem virksomhedens mangeårige samarbejde med ”Foreningen for Familier med Kræftramte børn,” som Scandi Byg i 2012 ekstraordinært donerer en fuldt udstyret campinghytte fra egen produktion – med seks sovepladser, køkken og bad. Hytten monteres på en af landets bedste campingpladser som en frirums mulighed for de sygdomsramte familier.