Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.

Trash-Couture

På få år er det lykkes for Trash-Couture at slå igennem på den internationale modescene med et design og en etisk profil, der fremhæver bæredygtighed og genbrug.

Trash-Couture er et dansk art-fashion brand, der blandt andet bruger reststoffer fra de store modehuse til at skabe deres kollektioner.

Modeskaberen Ann Wiberg etablerede i 2002 Trash-Couture, der producerer en unik kollektion af couture kreationer til verdens mest anerkendte butikker og stormagasiner. Hvert design er unikt og skabt som en limited edition og kollektionen inkluderer selskabs- og cocktailkjoler, brudekjoler og corsager. Af verdens top 100 mest anerkendte butikker har Trash-Couture solgt til 72 af dem.

Reststoffer bruges som ”base”

Trash-Coutures kollektioner er inspireret af naturen og anvender naturlige silker, vintage bomuldsblonder sammen med reststoffer fra eksklusive modehuse fra blandt andet Paris. Heraf navnet Trash-Couture. Alle design indeholder op til 50 % reststoffer og vintage materiale som "base". Hele kollektionen bliver håndsyet i eget atelier i København, og på den måde kan virksomheden minimere spild af materialer og overskudsproduktion samt sikre gode og kontrollerede arbejdsforhold. 

Couture med omtanke

Trash-Couture er en pioner inden for Ethical High-End Fashion. Blandt andet derfor blev virksomheden inviteret til at åbne modeugen i Paris i 2005 med et stort Ethical Show, hvor Paris for første gang introducerede Ethical Fashion som ”The fashion industry's most important element for the future!”

Brandets fokus på genbrug og bæredygtighed har igennem årene gjort, at Trash-Couture har opnået kultstatus for sine avancerede art-to-wear couture-kjoler og været udstillet på blandt Fashion Institute of Technology i New York.

Også film- og musikbranchen har taget Trash-Couture til sig, da netop denne branche har behov for at adskille sig fra den kommercielle masse og vise, at mode også handler om værdier og identitet. Og ikke mindst er interessen for Trash-Couture meget stor i Kina, der ser et stort vækstpotentiale på grund af det unikke, etiske, genanvendelige, nyromantiske og kunstneriske fokus.